Referat fra generalforsamlingen 2022

OBS – For at kunne læse de til referatet vedlagte bilag, er det nødvendigt, at du har installeret en PDF læser. Det kan være Adobe Acrobat Reader eller FoxIt reader. Begge programmer er gratis og kan downloads via ovenstående links.

Referat af Grundejerforeningen Tømmerupvangs ordinære generalforsamling, onsdag den 20. april 2022, klokken 18:30.

Generalforsamlingen blev afholdt i Holdkærparkens Fælleshus, Holdkærs Ager 94.

Fra bestyrelsen deltog:

Formand Flemming Poulsen(FM)
Næstformand Maiken Andersen(MA)
Kasserer Jes Baggersted(KS)
Bestyrelsesmedlem Lars Froberg(BM)
Sekretær Ulrik Klixbüll(SEK)

FM startede med at byde de fremmødte medlemmer velkommen, og gik så over til dagsordenens punkt 1.

Pkt. 1. Valg af dirigent.

FM foreslog på bestyrelsens vegne Maiken Andersen nr.3, og da der ikke kom andre forslag fra salen, blev Maiken valgt ved akklamation.

Dirigenten takkede for valget, og startede med at konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig i henhold til vedtægterne. Derpå bad dirigenten SEK undersøge hvor mange stemmeberettigede, der var til stede. SEK konstaterede, at der på generalforsamlingen var mødt 27 stemmeberettigede medlemmer, og at der ikke var afgivet nogen fuldmagter.

Derpå gik dirigenten videre til dagsordenens pkt. 2.

Bilag 1, Opgørelse over stemmeberettigede.

Bilag 2, Indkaldelsen til generalforsamling.

Pkt. 2. Bestyrelsens beretning om det forløbne år.

FM oplæste bestyrelsens beretning.

Bilag 3.1 – 3.5, Bestyrelsens beretning.

Dirigenten satte derefter beretningen til debat.

Steen Kondrup, nr. 62: Tårnby Kommune er opmærksom på trafikken på Ugandavej, og det er fint bestyrelsen også har fat i problemet. Steen sagde tak for skiltene med ”Legende børn”; men er dog ked af, at der ikke er kommet et skilt op på det vestlige vænge. Steen var noget uforståelig over for politiets holdning til et trafikspejl ved det østlige vænge. Steen takkede Lars for indsatsen.
Benny Hansen, nr. 45: Benny påpegede, at der er fællesarbejde 8. maj og ikke på den dato formanden sagde under beretningen.

Kaj Søgaard, nr. 47: Hvorfor er det sidste skilt ikke kommet op?

BM: Grundejerne skal give deres tilladelse, og ejerne af de to grunde hvor skiltet kunne placeres ønskede ikke et sådan skilt opsat ved deres grund.

Henning Jessen nr. 18: Besynderligt, at politiet ikke kan se logikken i at opsætte et trafikspejl.

Beretningen blev taget til efterretning.

Pkt. 3. Aflæggelse af Grundejerforeningens regnskaber.

KS gennemgik de udsendte regnskaber for forening og vejkonto.

Bilag 4.1 – 4.4, Regnskab for grundejerforening og vejkonto.

Michael Jespersen, nr. 45: Kan vi ikke undgå at skulle betale gebyr for indbetalingskort.’

SEK: Desværre ikke. Vi skal betale for at kunne bruge den ”ID streng” vi omdeler til alle medlemmer.

Steen Kondrup, nr. 62: Hvorfor står der stadig reserveret kr. 5.546,82 til hegning på fællesarealet?

SEK: Det er noget der blev vedtaget på en generalforsamling for mange år siden, og de kan derfor kun fjernes igen hvis det vedtages på en generalforsamling. Bestyrelsen har i flere år desværre glemt at stille et forslag om dette.

Foreningens regnskaber blev godkendt.

Pkt. 4. Rettidig indkomne forslag.

• Bestyrelsens forslag til ændring af vedtægterne for GF Tømmerupvang.
Dirigenten opridsede forslaget, og henviste til at det var omdelt, så alle havde haft mulighed for at sætte sig ind i det. Bestyrelsens ændring af §8 stk. 5, som var foretaget på baggrund af et rettidigt indkommet ændringsforslag fra Henning Jessen, nr. 18, blev oplæst.

Steen Kondrup, nr. 62: Det er ikke rimeligt, at medlemmerne skal komme med et prisoverslag.

FM: Generalforsamlingen bør kende omkostningen inden der stemmes om et forsalg.

Brian Visser, nr. 22: Der er et par steder vi skal være opmærksomme på. FX §6 stk. 6 så er størrelsen af rykkergebyrer fastsat i loven. §12 stk. 13 en administrator får lidt for vide rammer til at bruge foreningens midler. Med hensyn til om en opgave skal genfremsættes på en ordinær-/ekstraordinær generalforsamling kunne håndteres ved at sætte en max. Grænse for hvor mange penge bestyrelsen kan bruge.

FM: Det er netop for at få en ide om hvorvidt et forslag skal gennem en ny behandling når den endelige pris kendes, at vi laver disse ændringer.

Henning Jessen, nr. 18: Bestyrelsen har hidtil forvaltet pengene godt.
Jan Olsen, nr. 41: Hvad skal et forretningsudvalg lave?

FM: Der laves kun et forretningsudvalg når der på en generalforsamling ikke kan vælges en fuld bestyrelse.

KS: Det fremgår klart af §12.

Ralf Løquist, nr. 29: Formanden har ret. De vedtægter vi har i dag er gamle, og trænger til en opdatering.

Steen Kondrup, nr. 62: Kravet om et prisoverslag vil være en hæmsko og lægge en dæmper på lysten til at komme med forslag.

Forslaget om ændring af foreningens vedtægter blev vedtaget med 23 stemmer for.

Bilag 5.1 – 5.8 Bestyrelsens forslag til ændring af vedtægterne for GF Tømmerupvang.

• Bestyrelsens forslag til ændring af vedtægterne for GF Tømmerupvangs vejkonto.
Dirigenten henviste til det omdelte forslag, og spurgte om der var kommentarer eller spørgsmål.

Bianca Juhl, nr. 50: Hvad kan vejkontoen bruges til?

FM: Primært asfaltarbejde på foreningens veje.

Jytte Baggersted, nr. 54: Når der engang i fremtiden kommer fjernvarme, skal vejkontoen så også dække dette?

FM: Det vil næppe blive aktuelt.

Forslaget om ændring af vejkontoens vedtægter blev vedtaget med 22 stemmer for og 2 imod.

Bilag 6.1 – 6.3 Bestyrelsens forslag til ændring af vedtægterne for GF Tømmerupvangs vejkonto

• Bestyrelsens forslag til nyt ordensreglement
Dirigenten henviste til det omdelte forslag, og spurgte om der var kommentarer eller spørgsmål.

Michael Jespersen, nr. 45: Hvem skal håndhæve dette reglement?

FM: Det er en henstilling til at vi alle skal udvise sund fornuft.

NF: Det drejer sig om takt og tone samt at vedligeholde det gode naboskab.

KS: Der står klart at det henstilles til medlemmerne at følge reglementet. Det er op ens eget ansvar hvordan man opfører sig.

Brian Visser; nr. 22: Der er tale om en hensigtserklæring. Sådan nogen findes alle steder, og det er godt, at vi har et udgangspunkt, som vi alle kan tage afsæt i.

Henning Jessen, nr. 18: Det er fornuftigt, og mange vil forhåbentlig efterleve dette reglement.

Ralf Løfquist, nr. 29: Med dette i hånden kan man undgå mange problemer.

Forslaget om et nyt ordensreglement blev vedtaget med 22 stemmer for og 2 imod.

Bilag 7: Bestyrelsens forslag til ændring af ordensreglement.

Pkt. 5. Fremlæggelse af Budget, Beløb til bestyrelsen, Kontingent til GF og Bidrag til vejkonto

Dirigenten oplæste forslaget vedr. bestyrelsesomkostninger og kontingent. Beløb til bestyrelsen blev foreslået fastsat til kr. 10.000, -. Kontingent blev foreslået hævet til kr. 1.250- og med en fordeling på kr. 700,- til vejkonto og kr. 550,- til drift.

KS gennemgik posterne, og forklarede, at de tog udgangspunkt i 2021 tallene, og den foreslåede stigning begrundet med henvisning til øgede udgifter, hvor blandt andet vedligeholdelse af fællesareal allerede har overskredet det budgetterede beløb.

Omkostninger til vejbrønde og fællesarealet blev uddybet.

Dirigenten satte budgettet til afstemning. Budgettet blev enstemmigt vedtaget.

Bilag 8, Budget for grundejerforeningen.

Pkt. 6. Valg af Formand

Dirigenten spurgte den afgående formand, om han var villig til genvalg, hvilket denne bekræftede. Da der ikke var andre kandidater, blev Flemming Poulsen, nr. 51, genvalgt som formand ved akklamation.

Pkt. 7. Valg af Næstformand

Dirigenten spurgte den afgående næstformand, om hun var villig til genvalg, hvilket denne bekræftede. Da der ikke var andre kandidater, blev Maiken L. Andersen, nr. 3, genvalgt som næstformand ved akklamation

Pkt. 8. Valg af Sekretær

Dirigenten spurgte den afgående sekretær, om han var villig til genvalg, hvilket denne bekræftede. Da der ikke var andre kandidater, blev Ulrik Klixbüll, nr. 6, genvalgt som sekretær ved akklamation.

Pkt. 9. Valg af Kasserer

Dirigenten spurgte den afgående kasserer, om han var villig til genvalg, hvilket denne bekræftede. Da der ikke var andre kandidater, blev Jes Baggersted, nr. 54, genvalgt som kasserer ved akklamation.

Pkt. 10. Valg af Bestyrelsesmedlem og to Suppleanter

Dirigenten spurgte det afgående bestyrelsesmedlem, om han var villig til genvalg, hvilket denne ikke ønskede.

Dirigenten efterlyste kandidater til posten, og efter kort betænkningstid meldte Brian Bruhn Visser, nr. 22 sig på banen. Da der ikke var andre kandidater, blev Brian Visser valgt som nyt bestyrelsesmedlem ved akklamation.

Da Torben Juhl ikke ønskede genvalg, skulle der findes en ny suppleant, og her meldte Ronnie Larsen, nr. 56 sig. Dirigenten spurgte suppleant Michael Jespersen, nr. 45, om han ønskede genvalg, og Michael Jespersen erklærede sig villig til at modtage genvalg.
Da der ikke var andre kandidater, blev de to valgt ved akklamation.

Pkt. 11. Valg af Revisor

Dirigenten spurgte om Ida Hansen, nr. 43 og Jan Boklund, nr. 70 modtog genvalg, og det indvilligede begge i. Da der ikke var andre kandidater, blev de to valgt ved akklamation.

Pkt. 12. Valg af Revisorsuppleant

Da Brian Visser nu var blevet valgt som bestyrelsesmedlem, skulle der findes en ny revisorsuppleant. Dirigenten spurgte om der var et medlem, der ønskede valg til denne post, og Steen Kondrup, nr. 62, erklærede sig villig til at modtage valg. Da der ikke var andre kandidater, blev Steen Kondrup valgt ved akklamation.

Pkt. 13. Eventuelt

Steen Kondrup, nr. 62: Vi bliver jo alle sammen ældre, så har bestyrelsen tænkt over om vi skal tage projektet om ældreboliger på fællesarealet op igen?

FM: Bestyrelsen vil i den kommen periode undersøge om kommunen har blødt op på deres synspunkt om brugen af fællesarealet.

Henning Jessen, nr. 18: Vi bør værne om vores grønne områder.

Fra salen kom der et spørgsmål om udrulning af fjernvarme i vores område.

NF svarede, at så seneste møde i sammenslutningen blev der nævnt en tidshorisont på mindst 10 – 12 år. Det er hvad vi kender til for nuværende.

Jan Olsen, nr. 41: Når generalforsamlingen har besluttet, at der skal opsættes fire skilte, hvordan kan det så være, at der kun opsættes tre? Enkelte medlemmer kan ikke gå mod en generalforsamlingsbeslutning.

FM: Vi kan ikke tvinge noget medlem til at acceptere opsætning af skilte på deres private grund.

Karsten Olsen, nr. 66: Når der er vedtaget fire skilte, skal der vel fire skilte op!

NF: Vi har spurgt, og svaret var nej.

Kresten Kromann, nr. 20: Skelpælene står ikke ved bagkanten af fortovsfliserne; men ca. 15 – 20 cm inde.

Klokken 20:03 afsluttede dirigenten generalforsamlingen og takkede de fremmødte for god ro og orden.

Ulrik Klixbüll
Sekretær
TV nr. 6
Maiken Andersen
Dirigent
TV nr. 3
Flemming Poulsen
Formand
TV nr. 51

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen